FANTs gennemførte projekter
Siden 2014 har FANT gennemført mange forskellige projekter i Danmark og Vestafrika. Projekterne handler om alt fra indsamlinger af sportsudstyr og etablering af sportsfaciliteter til musik og satire. Fælles for dem alle er, at de altid har at gøre med sport og udvikling for vores lokale partnere. Læs om nogle af FANTs gennemførte projekter her.

Børnenes U-landskalender
I 2023 gik pengene fra Børnenes U-landskalender til FANT. Det betyder, at vi gennem DR har fået mulighed for at formidle vores arbejde til danske børn og unge. Det betyder også, at vi har midler til at starte et projekt om børn og kvinders sikkerhed i de 26 lokalsamfund, som FANT arbejder i. I den forbindelse har vi uddannet otte “Child Protection Officers” og etableret en whisteblower-ordning.
Coldplay x FANT
Genbrug af sportsudstyr fra Danmark
Hvert år sender FANT en container med brugt sportsudstyr fra Danmark til Vestafrika. Containerne og fragten af dem er altid doneret af en privat virksomhedspartner. Eleverne fra FGU Østjyllands Transport & Logistik-værksted hjælper os med at modtage, pakke og sende containeren.
Vi har altid bæredygtighed for øje, når vi laver indsamlinger til vores partnere i Vestafrika. Derfor sorterer vi altid donationer med omhu, og vi sender ikke nedslidte eller faldefærdige materialer. Vi indsamler og sender heller ikke ting, som produceres nationalt i landene.
Girls' Saturday
FANT arbejder for at øge ligestilling mellem kønnene og deres muligheder i Sierra Leone. Det gør vi blandt ved at gøre det muligt for piger at deltage i sportsaktiviteter og demokratiske samtaler uden mænd.
På Girls’ Saturday er sportsfaciliteterne kun for piger og kvinder fra FANT Sierra Leones 26 sportsfællesskaber. En lørdag hver anden måned kan pigerne mødes, lege og folde sig ud i et trygt fællesskab. På Girls’ Saturday faciliteres også snakke om rettigheder, demokrati, lederskab og udvikling.
Mandsholdet
"Premier League"-turnering for amputerede spillere i Sierra Leone
Over vinteren 2023-2024 arrangerede FANT med en række samarbejdspartnere en Premier League-turnering for amputerede spillere i Sierra Leone. Otte hold deltog, og hvert hold havde en virksomhedssponsor i turneringen. Formålet var at bekæmpe diskrimination mod personer, der lever med handicap.
FANT samarbejdede med lokale og danske civilsamfundsorganisationer, sierra leonske myndigheder og private virksomheder for at arrangere turneringen.
Sportsfaciliteter i Vestafrika
FANTs arbejde har altid afsæt i sport. Derfor er etableringen af sportsfaciliteter et centralt og kontinuerligt projekt. Vi har hjulpet med at anlægge både grus- og kunstgræsbaner og i samarbejde med hummel har vi også etableret en håndboldbane.