
Der er glædelige nyheder til vores projekt i samarbejde med HOPin Academy i Ghana: Vi har sikret ny bevilling i hus, som garanterer Plan B-projektet i yderligere tre år fra 2026.
Ny bevilling sikrer projektet i tre år mere
Plan B-projektet startede i 2020 i samarbejde med vores lokale partner i Ghana, HOPin Academy. Projektet handler om fodbold og uddannelse. Sammen sikrer vi flere fremtidsmuligheder til unge, håbefulde fodboldspillere.
Den nye bevilling af midler til projektet sikrer Plan B Club i tre år med start fra januar 2026.

Nyheden kommer lige inden Natasja og Carolines projektbesøg til Plan B Club. Her skal de nu både afslutte projektets fase 2 – og starte planlægning og afstemning i forhold til fase 3.
Fase 3 indledes i januar
Når næste fase i projektet indledes i januar, ser vi frem mod en udvidelse af de eksisterende mål og rammer.
Det vil sige, at vi vil tilbyde endnu flere unge mulighed for læreplads i forskellige fag. Projektet har også til mål at se flere unge færdiggøre deres lærlingeuddannelser og tage springet ud i beskæftigelse. Det gælder både ansættelser og opstart af egne virksomheder.

Vi fortsætter også med at arbejde for unge fodboldspilleres rettigheder. I næste fase kommer vi til at se nærmere på, hvordan lokale fodboldklubber opretholder gode forhold og standarder for ders spillere. Det handler blandt andet om politikker for diskrimination og krænkelser, men også emner indenfor sundhed, fysioterapi og kontrakter.
Vi glæder os meget til at holde jer opdaterede på projektet.