Frey og FGU Østjylland sender container til FANT Sierra Leone

juni 27, 2025
Featured image for “Frey og FGU Østjylland sender container til FANT Sierra Leone”

Logistikvirksomheden Frey og FGU Østjylland hjælper FANT med at sende en ny 40-fods-container til vores partner i Sierra Leone. Tak for jeres uvurderlige indsats og engagement! 

Utallige donationer og stærke partnere får det til at ske 

Gennem det seneste år har FANT modtaget donationer af brugt sportsudstyr og -tøj. Donationerne er kommet fra hele landet: Lokale idrætsforeninger, skoler og private såvel som Superliga-klubber og firmaer har bidraget til indsamlingen. 

Containeren og fragten fra Danmark til Sierra Leone er doneret af Frey. FGU Østjylland har stået for at modtage og opbevare donationerne samt at pakke og klargøre containeren til Sierra Leone.  

Frey donerer container og fragt til Sierra Leone
Eleverne på FGU Østjyllands Transport & Logistik-værksted hjælper med at modtage og pakke donationerne til FANT-Sierra Leone.

Frey er FANTs logistikpartner: Global ekspertise – lokale løsninger 

Frey er en danskejet, global logistikvirksomhed med hovedsæde i Århus. De er specialiseret i containerfragt og råvarehandel på tværs af lande og kontinenter. Dermed er Frey også en helt central og højst nødvendig partner til FANT

At sende en container til Sierra Leone er omkostningsfuldt og kræver mange ressourcer – tid, penge og specialiseret viden. Alt dette doneres af Frey, som har gjort det muligt at sende denne 40-fods-container til vores partner, FANT-Sierra Leone

Founder og CEO i Frey, Jeff Laursen, siger om samarbejdet: 

“Vi vælger at samarbejde med FANT, først og fremmest fordi det er en god årsag og et godt formål. Vi arbejder med FANT i forbindelse med Connected Leadership (FANTs lederkursus i Sierra Leone, red.), og der har vi set, hvilken impact det rent faktisk har lokalt.”

Jeff Laursen, Founder og CEO i Frey
Jeff Laursen, founder og CEO i Frey, har selv set den forandring, som FANTs arbejde er med til at skabe i Sierra Leone.

FGU Østjylland engagerer unge i globalt udviklingsarbejde 

FGU Østjyllands Transport & Logistik-værksted er en mangeårig partner til FANT. Uddannelsen er for unge under 25 år, og på værkstedet giver de FANT en hånd hele året rundt. Eleverne og deres lærere, Henrik og Thomas, hjælper med at indsamle, fragte, pakke og afsende sportsudstyr til FANTs lokale partnere. 

Det er en omfattende opgave at fylde og sende en container uanset lastens indhold. Donationerne af brugt sportsudstyr- og tøj kommer ofte i ukurante pakker og størrelser, fra alle steder i landet og i løbet af hele året. Derfor er indsatsen fra FGU Østjylland en stor og mærkbar hjælp, som frigiver vigtige ressourcer i FANTs sekretariat. Ressourcer som i stedet kan bruges på at hjælpe vores partnere i Vestafrika endnu mere og bedre.

FGU Østjyllands Transport & Logistik-værksted har i mange år hjulpet FANT med at pakke og afsende containere til Sierra Leone.

Henrik Madsen, underviser på Transport & Logistik-værkstedet, har desuden været med til at modtage en tidligere container i Sierra Leone. Om samarbejdet med FANT siger han: 

“Vi kan starte med det helt lavpraktiske: Det giver utroligt meget i hverdagen. Vi har jo rigtig meget med logistikken at gøre. Selve opbygningen af tur – der er kundekontakt, der er planlægning, ruteplanlægning. Og så er der alt det med at løse det. Derudover, når vi binder historien sammen med, hvad for en forskel det gør, når det kommer ned til Freetown, så giver det bare mening på et helt andet niveau. Det er helt fantastisk.” 

Udstyret fordeles i FANT-Sierra Leones 26 idrætsforeninger 

Om en lille måneds tid – 3-4 uger – ankommer 40-fods-containeren i Freetown. Her bliver den modtaget af vores lokale partnerorganisation FANT-Sierra Leone. 

Udstyret og tøjet fra indsamlingen bliver fordelt blandt FANT-Sierra Leones 26 lokale idrætsforeninger. Med i containeren er blandt andet dusinvis nye fodbolde, træner- og spillertøj, målmandshandsker, drikkedunke, rygsække og skoleting som notesbøger, skriveredskaber og computere samt adskillige typer tøj og udstyr til kamp og træning. 

Donationerne er udover private enkeltpersoner kommet fra: 

  • Randers FC 
  • FC Nordsjælland 
  • AGF 
  • FC København 
  • Frederiksberg Boldklub 
  • HIF Ungdomselite 
  • FC Nyhavn 
  • Køge Boldklub 
  • TMS Ungdom 
  • BrandLabs ApS 
  • Tranberg & Dahl A/S 
  • 3F København 
  • DBU Fodboldskole 

Share: