🇸🇱 Sierra Leone
Land
FANT Sierra Leone
Lokal partnerorganisation
2012
Projektstart
Lokale idrætsforeninger i Sierra Leone
FANT giver børn og unge i Sierra Leone mulighed for at dyrke sport i trygge fællesskaber. Sammen med vores partner FANT Sierra Leone sikrer vi, at der er gode forhold, uddannede trænere og sunde rollemodeller i de lokale klubber.
Om projektet
Gennem idrætsforeninger i 10 lokalsamfund organiserer FANT børn og unge omkring demokratisk deltagelse i sunde fællesskaber.
FANT er med til at drive og vedligeholde 26 idrætsforeninger på tværs af landets lokalsamfund. Det sikrer muligheden for, at 10.000 børn og unge i Sierra Leone kan dyrke sport i trygge fællesskaber.
I klubberne udvikler FANT rollemodeller, der inspirerer og støtter børnene i hverdagen. Her lærer børnene desuden om demokratiske principper, som vil gavne dem i mange aspekter i løbet af deres liv.
Desuden uddanner foreningerne børnene i menneskerettigheder, heriblandt pigers rettigheder, som diskuteres og undersøges på forskellige workshops. FANT skaber således klubber, som er mere end blot idrætsforeninger. Det er fællesskaber, som tager et socialt og menneskeligt ansvar i lokalområderne.
Oprettelsen af idrætsforeningerne var det første projekt, FANT startede i Sierra Leone i 2012. Det skete i samarbejde med DGI og Hummel. Det arbejde har siden dannet fundamentet for de projekter, FANT driver i Sierra Leone i dag.

Sporten
Idrætsforeningerne danner ramme for 10.000 børn og unge, som hver dag aktiveres gennem forskellige sportsaktiviteter. Klubberne og sporten generelt bruges som et redskab til at lære børn og unge at indgå i fællesskaber på tværs af social status og identiteter som køn, alder og religion.
Foreningstanken anvendes altså til at opfostre børnene til frivillighed, sammenhold og organisering. I Sierra Leone lever børn og unge et hårdt liv med mange pligter, bekymringer og usikkerhed. Foreningerne skaber derfor et trygt frirum for børnene. Her er der plads til leg, mulighed for at danne venskaber og frihed til at drømme om fremtiden.


Demokrati
Foreninger er i deres natur demokratisk opbygget. Her lærer medlemmer om demokratiske principper og kollektive beslutninger. I idrætsforeningerne i Sierra Leone arbejder FANT med at stimulere forståelsen for demokratiske rettigheder og pligter. Det gør vi ud fra den antagelse, at idrætsforeningerne fungerer som et ”lille demokrati”.
Medlemmerne lærer for eksempel om mødedeltagelse, planlægning og bestyrelsesarbejde. Helt centralt er det, når FANT hjælper med at facilitere trygge rum, hvor børnene kan dele deres meninger. Her er de sikre på at blive hørt, ligesom de også hører andres holdninger.
Det er færdigheder, som de kan tage med sig ud i det store demokrati. Det kan bidrage til at gøre dem til aktive medborgere med evne og lyst til at deltage i samfundet.
Menneskerettigheder
I Sierra Leone er meget få marginaliserede grupper oplyste i deres rettigheder. Det skaber grundlag for magtmisbrug og overtrædelse af menneske- og civile rettigheder.
FANT arbejder især med at uddanne børn og kvinder i deres rettigheder. Det gør vi for at bidrage til, at disse bliver overholdt. I dette arbejde er vi med til at etablere whisteblower-processer og klageinstanser. De skal sikre, at krænkelser og brud på rettigheder kan rapporteres og anmeldes til de rette myndigheder.
Vi hjælper desuden med at uddanne personale specifikt til børnebeskyttelse - de hedder “Child Protection Officers” (CPOs). Hver forening har sin lokale CPO. Vi har nu otte CPOs i otte forskellige lokalsamfund i Sierra Leone. Tiltaget er finansieret med midler fra Børnenes U-landskalender, som FANT vandt sammen med vores branchekollegaer fra Dreamtown. Læs om projektet her.
Når du støtter FANT, hjælper du mere end 10.000 børn og unge til at kende deres rettigheder. Det bidrager til en fremtid, hvor flere kan deltage aktivt og kritisk i deres samfund.


