FANT på Farten er slut: Den koldeste juli i 41 år blev en svedig en af slagsen

august 1, 2020
Featured image for “FANT på Farten er slut: Den koldeste juli i 41 år blev en svedig en af slagsen”

Det er blevet den 1. august, hvilket først og fremmest betyder, at vi fik overstået den koldeste juli i 41 år, men den småtriste, regnfulde sommermåned blev også varm og svedig. Der var nemlig fuld gang i FANT på Farten! Den store tilslutning fra både deltagere og sponsorer overraskede os positivt fra start, og siden er vi kun blevet overrasket endnu mere.

Tilsammen har de 105 seje deltagere formået at tilbagelægge intet mindre end 10.655,7 kilometer i løbet af juli. Og det var titusindesekshundredeogfemoghalvtreds (komma syv) kilometer! Det er ganske enkelt bare imponerende. Så ja, titusinde tak til alle deltagere og sponsorer for det forrygende engagement.

Kilometerne er én ting. En anden ting, som måske er endnu mere spændende for de fleste lige nu, er det samlede beløb, som det lykkedes at samle ind. Det venter vi dog lidt med at offentliggøre, for selvom kampagnen er slut, er det reelt set først nu, at sponsorerne skal i gang. Det kommer forhåbentlig mere eller mindre af sig selv, men det kan være en god idé for deltagerne lige at hjælpe dem lidt på vej. Uanset hvad skal sponsorerne have noget information, så de kan sende det rigtige beløb den rigtige vej. Så hvis du er deltager og gerne vil hjælpe din sponsor, kommer her en meget simpel to-trins-guide.

Find ud af, hvilket beløb du har fået banket din sponsor op på
Bed din sponsor overføre beløbet til FANT på MobilePay 299725 med dit navn i kommentarfeltet

Skulle der være nogen spørgsmål til ovenstående proces, er vi altid klar til at hjælpe, så tøv ikke med at hive fat i os på Facebook, Instagram eller mail!

Og så tilbage til kampagnens forløb, for vi vil gerne lige fortælle lidt mere om, hvordan det hele gik. En lille overraskelse er måske, at der blev gået hele 600 kilometer mere, end der blev løbet. Der blev således gået 3.081,8 kilometer, mens der blev løbet 2.396,7 km. Cykling blev ikke overraskende den højest scorende disciplin med 5.017,3 kilometer, og så blev der svømmet 42 kilomter. Den sidste disciplin ‘Øvrige’, som måske endnu bedre kan betegnes som ‘Fri fantasi’, endte på 117,6 kilometer. Her var det vist både noget med at fange fisk, ride på hest og drikke vin (ikke nødvendigvis samtidig).

Søndag den 12. juli var den dag, hvor der blev tilbagelagt allerflest kilometer (562 kilometer), og modsat var fredag den 3. juli den sløveste dag med kun 170,6 kilometer. Noget tyder på, at en del deltagere tog sig en fortjent weekend-slapper efter den flyvende start med 836 kilometer de to dage forinden!

Til sidst er der bare tilbage at sige TAK til alle endnu en gang, og så glæder vi allerede os til en endnu vildere omgang næste år! Vi håber, at alle synes, det har været sjovt at være med.


Share: