
Seneste nyt fra vores Plan B-byggeprojekt i Ghana viser flotte fremskridt. Vores lokale partner HOPin Academy arbejder på højtryk for at forberede jordarealet, der skal udgøre Plan B Clubs nye faciliteter.
Jorden jævnes
De nye faciliteter til Plan B Club skal bygges på dette tomme stykke land – 3 acre, eller ca 1,2 hektar, måler jordarealet. Og nu er klimaet og jordforholdene endelig der, hvor de store maskiner igen kan køre.

Derfor er etableringen af de nye trænings- og læringsfaciliteter nu i fuld gang med første fase: forberedelse og klargøring af jorden til at kunne bære byggeriet.
Det er et væsentligt større logistisk puslespil at bygge i den ghanesiske savanne end det er at bygge i Danmark. Ghanas sæsoner præges af ekstreme vejrforhold, der i løbet af et år byder på både voldsomme regnmængder og tørke.
Arkitekten skal derfor have et særligt øje for infrastrukturen, når et byggeprojekt planlægges under disse forhold.
Landet tager form
I Vestafrika er det lige nu Harmattan, som er den tørre sæson fra slut november til marts. Det betyder, at landene i området er præget af nordøstlige vinde, som blæser sand og tør luft fra Sahara.
Derfor er det en støvet fornøjelse for vores partnere i Ghana, der arbejder på højtryk for at klargøre jordarealet, som skal udvikles.
Men se, hvor det går: Nye billeder fra Plan B Club og HOPin Academy viser de flotte fremskridt i klargøringen af landet.






Inden længe skal området så småt hegnes ind, og så begynder byggeriet for alvor!
Om få måneder sender vi otte containere med kunstgræs til Ghana. Det skal bidrage til de tre kunstgræsbaner, som de nye Plan B-faciliteter skal huse. Hele byggeprojektet inklusiv klubhus forventes færdigt om 3-4 år.