
På MacCarthys besøg i Danmark er vi også forbi Randers Realskole og FGU Østjylland. Det er to skoler, som er mangeårige samarbejdspartnere til FANT.
Elever fra Danmark på dannelsesrejse til Ghana
Sidste år var fem afgangselever og deres lærer Mette med FANT i Ghana for at besøge MacCarthy og HOPin Academy. Skolens elever og lærere stod samtidig i spidsen for en indsamling af brugt sportsudstyr til Plan B Club. Randers Realskole donerede selv møbler og redskaber til de læringsfaciliteter, vi lige nu er ved at etablere i Tamale.
Derfor er det et glædeligt gensyn med både lærere og elever på Randers Realskole. MacCarthy fortæller om seneste nyt på Plan B-byggeprojektet, som skolens elever sidste år samlede knap 100.000 kroner ind til.



Senere i år bliver det elever fra FGU Østjyllands Transport & Logistik-værksted, som skal med FANT til Ghana. Her bliver opgaven en anden: Eleverne hjælper nemlig med at pakke otte containere med kunstgræs i Danmark, som de skal være med til at rulle ud i Tamale.
Projekterne støttes med midler fra GLOBUS-puljen
GLOBUS-projekterne med Randers Realskole og FGU Østjylland giver danske skoleelever et nært og håndgribeligt forhold til udvikling, socialt ansvar og samarbejdet med lande i syd. Det er en vigtig kulturudveksling, som bidrager til enorm læring og forståelse for de unge.
Tak til elever, forældre og lærere på Randers Realskole og FGU Østjylland for vores besøg og for jeres store engagement.