🇸🇱 Sierra Leone

Land

2012

Første projekt

FANTs projekter i Sierra Leone

FANTs projekter i Sierra Leone giver børn, unge og andre udsatte grupper bedre livsvilkår gennem sport. Vi samler mennesker i meningsfulde fællesskaber. 

FANT laver udviklingsarbejde gennem fodbold og fællesskaber om sport i Sierra Leone

Om FANTs arbejde i Sierra Leone

Sierra Leone er et af Vestafrikas fattigste lande. Det er også her, at FANT har sine rødder. FANTs første projekter blev sat i gang i Sierra Leone i 2012. Dengang oprettede vi en række lokale idrætsforeninger i samarbejde med Hummel og DGI. 
 
De lokale idrætsforeninger blev fundamentet for vores arbejde for at skabe bedre livsvilkår og meningsfulde fællesskaber for børn, unge og udsatte. I 2025 driver vi seks projekter i Sierra Leone sammen med lokale partnere.

Lokale idrætsforeninger

Børn, unge og udsatte grupper i Sierra Leone har brug for sunde og meningsfulde fællesskaber. Sammen med vores lokale partner FANT Sierra Leone driver vi lokale idrætsforeninger i hele landet, hvor 10.000 mennesker mødes og er aktive sammen. 

Vi er stolte over, at idrætsforeningerne tager et socialt og menneskeligt ansvar i lokalområderne. Her de blandt andet med til at sikre, at unge drenge holdes ude af stofmisbrug, og at pigers rettigheder bliver styrket. 

Gennem samværet i foreningerne inspireres deltagerne til at tale om menneskerettigheder, demokrati, sociale forhold og ligestilling med deres jævnaldrende. Det er nemlig alt det udenom fodbolden, at FANT er rigtig gode til. Vi hjælper med at sætte rammerne for, at disse snakke kan faciliteres og finde sted. 

HAND - Håndbold for piger

I Sierra Leone er det ikke en selvfølge, at piger og kvinder får lov til at dyrke sport. FANT har oprettet seks håndboldklubber, hvor piger og kvinder kan mødes, spille håndbold og lære om rettigheder og ligestilling.

I lokalsamfundet Masiaka har FANT etableret en håndboldbane til HAND i samarbejde med Hummel.

DiSNet - Sport for mennesker med handicap

FANT arbejder for at modvirke den diskrimination, som mennesker med handicap oplever i Sierra Leone. Fodboldklubben Flying Stars Amputees er for spillere med amputerede lemmer. 

Sammen har FANT og Flying Stars Amputees oprettet foreningen DiSNet. DiSNet arbejder for at fremme inklusionen af mennesker med handicap og andre marginaliserede grupper. 

Monjasa Park Freetown

I 2021 fik FANT doneret AGFs gamle kunstgræsbane. Siden har FANT arbejdet intenst på at etablere et af de bedste sportsfaciliteter i Sierra Leone - Monjasa Park Freetown. Her kan børn og unge lege, lære, dyrke sport og udvikle sig. 

FANT har yderligere bygget et to-etagers klubhus med omklædningsrum, toiletter, lagerrum og et stort undervisningslokale, der bruges til workshops og seminarer. 

Monjasa Park Freetown bruges også af Sierra Leones førstedivisionshold og til religiøse sammenkomster i både det kristne og muslimske miljø. 

Girls' Saturday

FANT arbejder for at øge ligestilling mellem kønnene og deres muligheder i Sierra Leone. Det gør vi blandt ved at gøre det muligt for piger at deltage i sportsaktiviteter og demokratiske samtaler uden mænd. 

På Girls’ Saturday er sportsfaciliteterne kun for piger og kvinder fra FANT Sierra Leones 26 sportsfællesskaber. En lørdag hver anden måned kan pigerne mødes, lege og folde sig ud i et trygt fællesskab. På Girls’ Saturday faciliteres også snakke om rettigheder, demokrati, lederskab og udvikling. 

Børnenes U-landskalender

I 2023 gik pengene fra Børnenes U-landskalender til FANT. Det betyder, at vi gennem DR har fået mulighed for at formidle vores arbejde til danske børn og unge. Det betyder også, at vi har midler til at starte et projekt om børn og kvinders sikkerhed i de 26 lokalsamfund, som FANT arbejder i. I den forbindelse har vi uddannet otte “Child Protection Officers” og etableret en whisteblower-ordning.