Backway is not the solution
  • Land: Gambia
  • Partner: Youth Against Irregular Migration (YAIM)
  • Start: 2022
Om projektet

Tusinde unge mennesker fra Gambia har i årenes løb taget ”The Backway”, som er en populær betegnelse for at drage mod Europa for at prøve lykken uden at have de nødvendige papirer og penge på lommen. De fleste som drager afsted, kommer ikke langt. Mange ender i Libyen, hvor de på brutal vis bliver fængslet og sendt retur med ar på både krop og sjæl. ”The Backway” er blevet en pengeindustri i især Nordafrika, og mange bliver mishandlet, voldtaget, kidnappet og berøvet på deres rejse. Sammen med den lokale organisation, YAIM, sætter FANT i dette projekt fokus på, at der er andre og bedre måder at skabe sig et godt liv på end at forsøge sig med den utrolig farlige rejse mod Europa.

Om YAIM

YAIM er en organisation startet af unge mennesker, som alle har forsøgt at komme til Europa gennem ”The Backway”, og er endt tilbage i Gambia. Deres ønske er at skabe forandringer i Gambia, så Gambia bliver et attraktivt land at skabe sig en fremtid i, og de bruger deres historie til at tale andre unge fra at forsøge sig med ”The Backway”.

Målgruppen

Unge mennesker i Gambia, primært unge mænd, som enten har taget turen mod Europa og er kommet tilbage til Gambia eller unge som er i risikogruppen for at ville tage afsted.

Fodbold

I lighed med FANTs andre projekter bruges sporten til at skabe et frirum, hvor problemstillinger kan italesættes. Derfor er en del af projektet at skabe fodboldhold, hvor unge som har forsøgt sig med ”The Backway” mødes med unge, som er i risikogruppen for at tage afsted. Fodboldhold hvor de samles i et sundt fællesskab og samtidig taler om drømme og risici ved at tage turen til Europa. På den måde kan unge dele erfaringer, og sammen være med til at gøre en indsats for at skabe de forandringer i Gambia, som de drømmer om.