FANT i Ukraine: Nyt projekt for amputerede krigsveteraner

februar 17, 2025
Featured image for “FANT i Ukraine: Nyt projekt for amputerede krigsveteraner”

Med støtte fra Grundfos Fonden og midler fra CISU (Udenrigsministeriet) er vi lykkedes med at opstarte nyt, vigtigt projekt for amputerede krigsveteraner i Ukraine. Det er et projekt, der aldrig før har eksisteret i landet.

I samarbejde med Shakhtar Social og FC Shakhtar Donetsk lægger vi nu en plan for etableringen af en fodboldliga for krigsskadede og andre amputerede spillere. Det er et projekt, vi allerede ser stor succes med i Sierra Leone hos vores lokale samarbejdspartner, Flying Stars Amputees.

Et formål om social bæredygtighed og lokal forankring

Projektet i Ukraine har til formål at udvide og institutionalisere fodbold for amputerede krigsveteraner som et bæredygtigt redskab for fysisk genoptræning, psykologisk og social støtte samt social reintegrering. 

Målet er at etablere strukturerede fodboldhold for amputerede veteraner i tre byer, som skal sikre regelmæssig træning, konkurrencemuligheder og adgang til fagprofessionelle indenfor rehabilitering og genoptræning såsom fysioterapeuter og psykologer. Et centralt fokus for projektet er at styrke samarbejdet mellem fodboldklubber, genoptræningscentre og veteran-organisationer. Dermed vil vi sikre, at fodbold for amputerede bliver et langsigtet og lokalt forankret initiativ. 

Projektet addresserer et kritisk behov i Ukraine ved at udnytte de mange fordele ved fodbold for amputerede. Det tilbyder en holistisk tilgang til rehabilitering ved at omfatte fysisk genoptræning, støtte til mental sundhed og social reintegrering. Dermed spiller projektet en vigtig rolle i landets kontinuerlige tiltag for at støtte sine sårede soldater. 

Bygger på erfaringer fra Sierra Leone

En vigtig del af det nye projekt for amputerede krigsveteraner i Ukraine er også erfaringsudveksling med amputerede fodboldspillere fra Sierra Leone. Her opstod en lignende liga efter borgerkrigen efter initiativ af krigens ofre.

Pludselig er der vigtige erfaringer i Afrika, som vi kan trække på i Europa. Erfaringer til at skabe et stærkt fodboldfællesskab for amputerede spillere, men i den grad også i forhold til organisering og inklusion.

Hvad sker der nu?

Hos FANT er vi i fuld gang med at søge om flere midler til projektet. Midlerne skal sikre, at projektet kan forløbe over flere år, og at vi kan fortsætte samarbejdet med Shakhtar Social. 

I august afholder Shakhtar Social en amputee-fodboldkonference i Kyiv, Ukraine, hvor FANT også vil deltage. Vi har desuden en ambition om at få tre repræsentanter fra Flying Stars Amputees i Sierra Leone til Ukraine. 

For at fortsætte vores projekter med lokale samarbejdspartnere i Ukraine og i Vestafrika har vi brug for din støtte! For bare 200 kr. om året kan du blive medlem i FANT. Et medlemskab er et direkte bidrag til projekter som Shakhtar Social og Flying Stars Amputees, der er med til at sikre lige adgang til sport og fællesskab samt lige muligheder for støtte og faglig sparring. 

Bliv medlem her!


Share: