Veloverstået generalforsamling i FANT

april 16, 2026
Featured image for “Veloverstået generalforsamling i FANT”

FANTs generalforsamling blev afholdt på vores kontor i København. Efterfølgende havde vi inviteret til afskedsreception for vores medstifter og nu forhenværende sekretariatschef Cecilie Hauerberg. Tak til alle som deltog! 

Veloverstået generalforsamling og velkommen til ny sekretariatschef 

FANTs årlige generalforsamling er netop blevet afviklet med stor succes. Tak til vores bestyrelse, partnere og medlemmer, som deltog. 

Vi gennemgik FANTs arbejde og aktiviteter i 2025 samt vores planer for 2026 og frem. Det går godt med vores partnere og projekter i FANT, og vi ser frem mod spændende tider med ny sekretariatschef ved roret. Vi glæder os meget til at give en ordentlig præsentation af Lisbeth Rasmussen, der pr. 1. marts tiltrådte i FANT som sekretariatschef. 

Tre afgår og fire nye tiltræder FANTs bestyrelse 

På generalforsamlingen måtte vi også sige farvel til bestyrelsens forperson Svend Stenberg Mølholt, næstforperson Louise Dalsgaard og bestyrelsesmedlem Karin Glavind. Tak for jeres engagement og bidrag i vores organisation. I efterlader alle et stort aftryk, og vi glæder os over jeres fortsatte støtte til FANT – også selvom det ikke længere er i bestyrelsen. 

Fire nye og kompetente kandidater stillede op til bestyrelsen. Fredag d. 24. april konstituerer bestyrelsen sig selv, hvorefter vi vil offentliggøre FANTs nye kræfter. Vi kan godt afsløre, at det er et utroligt stærkt hold, der nu skal hjælpe FANT og sekretariatet videre. 

FANT for a new tomorrow generalforsamling bestyrelse sekretariat
FANTs sekretariat og bestyrelse med både nye og afgående medlemmer. Tak for samarbejdet!

Tak for nu til medstifter Cecilie Hauerberg 

I forlængelse af generalforsamlingen havde FANT inviteret til afskedsreception for vores medstifter og nu forhenværende sekretariatschef Cecilie Hauerberg. Vi så et flot fremmøde og hørte mange rørende historier og minder fra Cecilies tid i FANT. Det er tydeligt, at Cecilie har gjort et stort indtryk på mange mennesker og sat sit præg adskillige steder. 

Derfor er vi også glade for at kunne sige et flot farvel og tusind tak for indsatsen i FANT. Sekretariatet fortsætter arbejdet, og vi vil heldigvis stadig have Cecilie i periferien. Hun skal nemlig fortsat drive og facilitere FANTs lederkursus i Sierra Leone, Connected Leadership. Næste hold sendes af sted d. 26. november til 1. december, og du kan tilmelde dig selv og dine kollegaer nu: Kontakt Cecilie på connectedleadership@fant.dk.

Læs Cecilies egne ord om sin beslutning her


Share: