Efter 13 år har jeg besluttet, at det er tid til at give stafetten videre. Det føles både stort og sørgmodigt – men først og fremmest rigtigt.
Hjertebarnet
FANT har været mit hjerteblod siden starten i 2012. Det har været en rejse, hvor arbejde, identitet og formål er smeltet sammen på en måde, som jeg føler mig ekstremt privilegeret over at have oplevet. At få lov til at bruge sin tid på noget, der både giver mening for én selv og for andre – og samtidig forme en organisation helt fra bunden – har sat dybe spor i mit liv.
Jeg har fået lov til at stå midt i en udviklingsrejse, hvor både FANT og jeg selv har udviklet os side om side. I begyndelsen var alt kaotisk, modigt og naivt på den bedste måde. Jeg var helt grøn og vidste meget lidt om udviklingsarbejde, men jeg vidste, at jeg ville skabe noget, der betød noget.
I Sierra Leone mødte jeg de mennesker, som delte den drøm – mennesker, jeg stadig arbejder sammen med i dag, og som jeg uden tvivl vil være forbundet med for altid. Vi byggede alt fra bunden, med tillid som fundament og med troen på, at forandring var mulig – også selvom vi egentlig ikke vidste, hvordan. Som William Wilberforce sagde: “We were too young to know that it couldn’t be done, so we did it anyway.”
Fra idé til organisation
Skridt for skridt blev idéen til en organisation. Vi fandt ud af, hvad vi var gode til, og hvad vi ikke skulle. Vi begyndte at vokse – først i Sierra Leone, siden i Ghana og Gambia – og hvert nyt partnerskab blev en ny måde at forstå vores formål på. Jeg mødte mennesker med et formål og en kraft, som fuldstændig vendte mit perspektiv. Hvor jeg i min ungdomsarrogance troede, at jeg skulle til Sierra Leone for at lære fra mig, gik det hurtigt op for mig, at det i virkeligheden var mig, der havde mest at lære.
De lokale ildsjæles engagement, klarsyn og urokkelige tro på, hvad deres samfund havde brug for, lærte mig, at forandring ikke handler om at komme med løsninger udefra, men om at lytte, forstå og skabe rum, så andres idéer kan vokse. Jeg troede, jeg skulle bygge noget for dem, men i virkeligheden byggede vi det sammen – og det forandrede mig.
En rigtig organisation
Over årene forandrede også omgivelsernes blik sig. Hvor folk i starten smilede lidt overbærende, når jeg fortalte om FANT, begyndte de pludselig at lytte. Virksomheder sendte deres ledere til Sierra Leone for at lære af vores lokale partnere, og en klub som FC Shakhtar Donetsk i Ukraine svarede uden tøven, da jeg skrev og foreslog et samarbejde om amputee football for krigsveteraner.
Også på den politiske og institutionelle scene begyndte folk at få øje på os. Pludselig var det ikke længere kun os, der bankede på døren – Udenrigsministeriet åbnede den. At få tildelt Børnenes U-landskalender var en milepæl, ikke bare økonomisk, men også symbolsk. Den bevægede os ind i et felt, som ellers har været forbeholdt de største og mest etablerede danske NGO’er. Det blev et tydeligt bevis på, at FANT ikke længere var en miniputspiller, men en organisation der havde opnået tillid, troværdighed og et solidt fodfæste.
Flere gange har jeg taget mig selv i at tænke: Gud, vi er en rigtig organisation. Vi skaber reelle forandringer. Folk regner med os, de stoler på vores arbejde – og mennesker søger faktisk mod FANT, fordi de vil være en del af det. Det føles stadig helt vildt. For på mange måder føles FANT stadig som mit hjerteprojekt, der voksede frem ved mit køkkenbord, mens jeg arbejdede i Nyhavn og serverede øl og smørrebrød for at skabe plads til at “lege FANT”. Jeg tror aldrig, jeg helt har vænnet mig til, at vi gik fra at lege organisation til at være en.
Et nyt kapitel
FANT voksede – og det gjorde jeg også. Ikke bare som leder, men som menneske. Og på trods af tempoet, de mange faser og konstante forandringer er én ting forblevet den samme: Troen på at forandring altid er mulig og skabes gennem relationer, fællesskab og handling.
Min drøm har hele tiden været, at FANT en dag skulle stå stærkt uden mig. Den tid er nu. Organisationen har et solidt fundament, et dedikeret sekretariat, en kompetent bestyrelse og fantastiske partnere i Sierra Leone, Ghana, Gambia og Ukraine. Jeg har ro i maven, og jeg glæder mig til at se, hvordan FANT folder sig ud i næste kapitel.
For mig personligt betyder det også, at jeg får mulighed for at bruge alt det, jeg har lært, på nye måder og med mere balance, færre rejsedage og nye udfordringer. Jeg har ikke et nyt arbejde på hånden – lige nu bruger jeg min energi på at sikre en god overlevering og på at give plads til den nye leder, som skal tage over.
Alt har sin tid.
Og jeg tror, at styrken ligger i at kunne mærke, hvornår noget skal gives videre. Ikke fordi det mister sin betydning, men fordi det fortjener nye kræfter og nye perspektiver.
