FANT etablerer ny whistleblower-ordning

marts 6, 2025
Featured image for “FANT etablerer ny whistleblower-ordning”

I FANT handler vi med omtanke og respekt. Både overfor vores medarbejdere, frivillige, partnere og personer i FANTs programmer. Alligevel er det ikke en garanti for, at der aldrig vil eller kan ske alvorlige fejl. 

For at opfordre alle der berøres af eller involveres i FANTs arbejde til at rapportere på eventuelle fejl, uacceptabel opførsel eller kritisabel forvaltning, har vi etableret en anonym whistleblower-ordning. Læs mere om instansen og den fulde whistleblower-politik her

Formålet med en whistleblower-ordning

Formålet ved at etablere en whistleblower-ordning er at tilbyde en anonym klageinstans. Alle, der arbejder med eller for FANT, har nu mulighed for anonymt at rapportere på seriøse eller kritisable forhold og hændelser. Det gælder medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, frivillige, partnere og personer berørt af FANTs arbejde – voksne såvel som børn og unge. 

En anonym whistleblower-ordning skal desuden sikre, at klageanmeldere ikke møder repressalier eller andre konsekvenser som følge af deres anmeldelse. Det gælder også, hvis en anmelder rapporterer om fejl eller forseelser, der kan skade eller lede til økonomisk tab for FANT. 

Medarbejdere og partnere er organisationens “vagthunde” 

Ansatte, partnere og personer berørt af FANTs arbejde er de første til at opdage uregelmæssigheder, korruption, ulovlige forhold og anden kritisabel forvaltning. De agerer som en slags “vagthunde” og kan hjælpe os til at rette op på fejl hurtigere. Dermed kan skaden mindskes, og lignende forseelser kan forebygges. 

Derfor er det vigtigt for os at facilitere muligheden for anonyme indberetninger. På den måde sikrer vi, at nøglepersoner i og omkring FANT ikke risikerer konsekvenser ved at anmelde eventuel uacceptabel eller ulovlig forvaltning. 

Whistleblower-ordningen er tilgængelig for alle – også i Vestafrika 

Det er muligt for alle, der berøres af FANTs arbejde at indberette en klage. Det gælder også for vores lokale partnere i Sierra Leone, Ghana, Gambia og Ukraine. Dermed kan vi modtage anmeldelser fra personer, der påvirkes af vores partneres arbejde. 

Det skal bidrage til at sikre, at vi er bevidste om og ansvarlige i vores arbejde uanset hvor i verden, vi er. 

Læs FANTs officielle whistleblower-politik her.

Læs ordningens privatlivspolitik her


Share: