2014 har været et vildt år…
Vi startede i femte gear med at sende otte danske trænere til Sierra Leone og forsatte tempoet hele foråret, både i Sierra Leone, hvor idrætsforeningerne blev mere og mere etablerede og i Danmark, hvor FANT udviklede sig som forening med udvidelse af bestyrelse, ændring af vedtægter m. m.
I maj rejste tre fantastiske FCK’ere til Sierra Leone på trods af ebolaens ulmen i den nordøstlige del af landet. De gjorde et fantastisk arbejde i vores klubber og DR var med på sidelinjen, hvilket udmøntede sig i en børnedokumentar.
I starten af august gik det for alvor op for os, at ebolaen var ude af kontrol, og at vi måtte indstille alle aktiviteter i klubberne. Da vores træner i Aberdeen, Mohammed, kom i isolation i 21 dage med sin kone og barn, holdt vi alle vejret! Heldigvis var ingen af dem smittet med ebola!
Indtil videre er alle FANT-ansatte i god behold i Sierra Leone, og ved hjælp af stor opbakning fra medlemmer, sponsorer, venner og familie har FANT kunnet yde ekstra hjælp i denne svære tid.
Selvom ebolaen stadig raser i landet, tager vi fat med nyt gåpåmod og energi i januar, hvor både jeg selv og Erik rejser til Sierra Leone. Vi må i gang igen – selvfølgelig på andre præmisser. Men efter at have fået ebolaens røde kort, er vi på banen igen med en genvunden tro på at vinde kampen…
Glædelig jul til alle, der læser med.
På vegne af FANT (Football for A New Tomorrow)
Cecilie Hauerberg, medstifter