Som en del af et større projekt om at engagere danske unge i FANTs udviklingsarbejde, leder vi efter en person, som kunne tænke sig at være med til at formidle FANTs arbejde til danske børn og unge i idrætsforening som ”hovedperson” i små formidlingsfilm fra Sierra Leone.
Vi leder derfor efter en ung person, som har mulighed og lyst til at rejse med til Sierra Leone i slutningen af maj i omkring 5 dage sammen med sekretariatsleder Cecilie Hauerberg samt en fotograf. I Sierra Leone skal vi producere små videoklip, som tager udgangspunkt i
– Baneforhold
– Lokale trænere/rollemodeller
– En almindelig dag i en håndboldpige/fodbolddrengs liv med mad, bolig, skole, transport, huslige pligter, familie, dyr osv
– En almindelig træning
– Specifikke træningsøvelser som du laver med de unge i Sierra Leone, som de unge i Danmark kan efterligne
Om projektet:
Formålet er at engagere danske unge, som i forvejen er interesseret i sport og er en del af foreningslivet, i FANTs arbejde og støtte dem i at gøre en forskel for andre unge med interesse for sport – men unge uden de samme muligheder for at dyrke sporten som i Danmark. Startskuddet er en udveksling af videoer mellem unge i Danmark og Sierra Leone, der skal være med til at skabe forståelse og samhørighed mellem grupperne og fremvise forskellige rutiner og praksisser omkring sport. De danske unge får en indsigt i, hvordan man kan arbejde med udviklingsarbejde, og de får konkret og rent praktisk afprøvet, hvordan de selv kan være med til at bidrage gennem forskellige initiativer. Vi ønsker at bringe unge i forskellige verdensdele tættere på hinanden ved at fokusere på ligheder og ungdomskultur. Projekter tager udgangspunkt i at unge formidler til andre unge.
Om dig:
Vi forventer, at du er nysgerrig på verden og har lyst og mod på at opleve noget helt andet end den danske hverdag. Du vil komme med ud i slummen i Freetown, ud i primitive landsbyer i junglen og helt tæt på en ny spændende kultur. Du skal kunne forstå og tale engelsk, og så skal du være imødekommende og god til at tale med mennesker. Du skal som før nævnt kunne tage en lille uge ud af din kalender i slutningen af maj 2022 samt være fyldt 18 år.
Om FANT
Hvis du skal huske FANT for to ting er det, at vi arbejder for bedre livsvilkår for børn og unge i udviklingslande, og at vi bruger sport som afsæt for alt hvad vi gør. Sport skaber sunde fællesskaber og sunde fællesskaber kan ændre verden. FANT er en mindre NGO, som arbejder med lokale partnere i Vestafrika. Vi er en NGO, som ønsker at fortælle positive historier om den forandring, vi skaber.
For at komme i betragtning skal du sende en lille præsentationsvideo af dig selv og i videoen forklare os, hvorfor det er netop dig, som vi skal sende afsted. Du skal sende den til Cecilie Hauerberg på Whatsapp på +4531181523 senest den 13. april.
Videoerne offentliggøres ikke og vil blive slettet så snart FANT har udvalgt den rette person.