Håndbold for piger i Sierra Leone

FANT giver piger og unge kvinder i Sierra Leone mulighed for at spille håndbold. Sammen med vores partner FANT Sierra Leone sikrer vi, at pigerne kan lære om deres rettigheder – og hvordan de kan kræve dem. 

Om projektet

Håndbold for piger er nyt i Sierra Leone. FANT har startet seks håndboldklubber, som drives af lokale kræfter. I hver klub mødes mellem 50 og 300 piger og kvinder en gang om ugen og træner sammen. 

I FANTs håndboldklubber mødes piger og kvinder for at dyrke sport, men klubberne er meget mere end det. De er et trygt frirum i hverdagen. I fællesskab med andre unge kvinder og jævnaldrende lærer pigerne om demokrati, rettigheder og ligestilling. Projektet kalder vi for HAND - Handball for A New Destiny. 

Håndboldklubberne er bygget op som demokratiske foreninger. De danner et rum, hvor pigerne kan lære om deres menneske- og civile rettigheder. Og endnu vigtigere: Om hvordan de kan kræve, at deres rettigheder bliver overholdt. 

Pigerne og kvinderne oplever, at de kan have en mening om, hvordan tingene skal være, og at deres stemme er vigtig. 
 
Hvert år arrangerer klubberne et håndboldstævne og flere turneringer. Klubberne hjælper hinanden med sportstøj, udstyr og undervisning i spillets regler. Klubberne arrangerer også workshops, hvor pigerne og kvinderne lærer om demokratiske principper, ligestilling og menneskerettigheder. 

FANT har startet håndboldklubber for piger i Sierra Leone. Pigerne spiller håndbold og lærer om demokrati og ligestilling
I FANTs håndboldklubber for piger i Sierra Leone mødes piger i trygge fællesskaber

Håndbold som middel, ligestilling som mål

I Sierra Leone udelukkes piger ofte fra sport og idrætsaktiviteter. Det skyldes både fordomme om kvinder i sport og kulturens normer for, hvad piger og kvinder har lov til. 

Formålet med HAND er at bidrage til mere ligestilling mellem kønnene og deres muligheder i Sierra Leone. Gennem HAND skaber vi varige, positive forandringer for piger og kvinder. Det gør vi dels gennem facilitering af sport i trygge fællesskaber; dels gennem læring og oplysningsarbejde om piger og kvinders rettigheder. 

I Sierra Leone er håndbold ikke lige så udbredt som fodbold. Modsat fodbold hersker der ikke nogen kulturel forestilling om, at sportsgrenen er forbeholdt drenge og mænd. Det betyder, at det er lettere for pigerne at deltage i aktiviteter omkring håndbold. 

Små sejre klæder pigerne på til større kampe

Håndboldklubberne er et rum, hvor kvindernes sikkerhed er en prioritet. Her kan de tale med hinanden og dele erfaringer om følsomme emner som seksuel sundhed, prævention og rettigheder. 

Men vi berører også meget alvorlige og tunge emner i klubberne. Mange piger bliver stadig omskåret og giftet væk som børn i Sierra Leone. På samme vis hersker seksuel og kønsbaseret vold mod både piger og kvinder. I HAND-klubberne taler vi om, hvordan både “små” og store tiltag kan fremme eller kræve, at deres rettigheder bliver overholdt. 

I det nære hjælpes pigerne for eksempel til at sikre ordentlige toiletforhold på deres skoler. Det betyder, at flere kan gå i skole, når de har deres menstruation. I Sierra Leone går 1 ud af 5 piger glip af deres skolegang på grund af menstruation. Det skyldes blandt andet stigmatisering og dårlige sanitære forhold. 

Pigernes succes og læringer med tiltag som disse er med til at klæde dem på til de større kampe. Inden for forskellige områder starter de oplysningskampagner, der skal påvirke landets beslutningstagere til at fremme ligestillingen i Sierra Leone. Gennem håndbold, dialog og fortalerarbejde arbejder FANT for at fremme positiv social forandring.

FANT arbejder for ligestilling og pigers rettigheder gennem håndboldprojektet HAND i Sierra Leone

Mød håndboldtræneren i HAND

Se, hvilke forhold pigerne spiller håndbold under i Sierra Leone. Mød en af de kvindelige trænere, som hver dag kæmper for at forbedre kvinders rettigheder: 

FANT og Girl's Saturday

FANT arbejder også for kvinders rettigheder og ligestilling gennem projektet Girls’ Saturday. Projektet samler piger og kvinder til sport, leg og aktiviteter en lørdag hver anden måned. 
 
Læs mere om Girls’ Saturday her
 
Læs mere om FANTs andre projekter i Sierra Leone her.

Image
Diverse håndboldbilleder fra FANT’s aktiviteter i Sierra Leone. Skudt i april 2021.