Det er efterhånden længe siden vi har givet vores medlemmer, sponsorer, donorer og samarbejdspartnere en grundig opdatering fra vores projekt i Sierra Leone, og der er sket meget siden.
Jeg har selv været i Sierra Leone i de sidste 4 måneder, som er gået med travlhed. Lad mig starte med at fortælle lidt om aktiviteterne i vores 11 fodboldklubber/idrætsforeninger, der stadig er kernen og grundstenen i FANT.
Alle fodbold- og legeaktiviteter kører på fuld kraft. Flere tusinde børn og unge samles i klubberne og har stor glæde ved at spille fodbold. Vores trænere og ledere i foreningerne gør et fantastisk stykke arbejde og er med til at skabe glæde, samhørighed, forståelse og udvikling i de respektive lokalområder, FANT arbejder i.
Vi er dog stadig udfordret, når det handler om at motivere piger og kvinder til at deltage i idrætsaktiviteterne. Omkring 80% af de børn og unge, der deltager, er drenge. Vi SKAL lykkes med at få flere piger involveret. Derfor har vi i den seneste periode afholdt adskillige kurser og seminarer for kvinderne i vores foreninger, hvor vi har diskuteret, hvordan vi får flere piger til at dyrke sport. Det kommer til at resulterer i en større kampagne i juni, hvor vores kvindelige trænere og ledere i FANT vil gå fra hus til hus og fortælle pigernes familier om alle de gode ting idræt gør for børn – også pigerne. Både i forhold til sundhed, motorik og sociale kompetencer. Samtidig vil kampagnen også fokuserer på kvindernes og pigernes ret til at blive hørt i et forholdsvis mandsdomineret samfund.
I den seneste periode har FANT afholdt en del større legedage i klubberne. Senest i Hill Station hvor mere end 400 børn deltog. Alle FANT medarbejdere samt FC Lion Pride spillerne legede og spillede med børnene i tre timer, og alle havde en super dag. Børnene i Sierra Leone er generelt ikke vant til at deres forældre har tid og overskud til dem. Hver dag er en kamp for overlevelse på grund af den udbredte fattigdom. Når FANT afholder disse legedage viser en masse voksne børnene opmærksomhed, og børnene mødes på deres betingelser, hvilket stort set ellers aldrig sker. Vi synes disse legedage er utrolig vigtige, fordi børnene får lov til at være børn og lege, og fordi de voksne indgår på børnenes præmisser og lærer om nye måder at være sammen på.
Disse legedage vil foråret igennem afholdes på skift i alle foreninger både i Freetown samt i provinsen.
Arbejdet for at hjælpe unge piger ud af prostitution har virkeligt rykket sig i den seneste periode. Vi er nu oppe på syv piger i Xprostitutionsprogrammet, og der inkluderes yderligere tre piger i løbet af 2016. Fem af pigerne er startet i skole igen efter at have modtaget privatundervisning af de lærere, vi har tilknyttet i FANT. Det har gjort dem klar fagligt og socialt til at vende tilbage til skolen. De sidste to piger, Sia og Kadiatu, er i en form for mesterlære, hvor de bliver uddannet til syersker. De syv pigerne er flyttet ind i et virkeligt godt hus (efter Sierra Leonske forhold), sammen med deres plejemor Marie. De virker generelt glade og harmoniske. Dog bliver de på skift grebet af utryghed, mistro og frygt. Når man har skullet klare sig selv på gaden fra 10-11 års alderen, og har måtte sælge sin krop for 2-4 dollar, er det ikke altid helt ligetil at stole på sine medmennesker. Pigerne er selvfølgelig præget af deres fortid, men vi er glade for at se, hvordan de udvikler sig markant dag for dag.
Handicapprojektet går ligeledes rigtigt godt. De ti unge polioramte fyre, som FANT hjælper, er dejlige og positive. De er dybt taknemmelige for at have fået denne chance i livet. Vi har lejet et hus til dem i en forstad til Freetown, Waterloo. Her bor de sammen og støtter og hjælper hinanden i det daglige. Takket være et uhyre gavmildt bidrag fra Henrik og Britta Rasmussen, der i øvrigt også har støttet Xprostitutionsprogrammet med betydelige midler, har FANT startet et uddannelsesforløb for de handicappede. Fire gange ugentligt bliver de undervist i engelsk, samfundsfag og matematik. Samtidig har bidraget også betydet, at de ikke længere er henvist til at tigge på gaden for at overleve, da FANT giver dem et ugentligt beløb til mad og andre daglige fornødenheder.
Overordnet set prøver FANT både med Xprostitutions- og handicapprogrammet at skabe rollemodeller, der på sigt kan vise vejen og påvirke andre. Rollemodeller der viser omverden, at selv for de mest marginaliserede grupper i et af verdens fattigste lande er der håb for “A New Tomorrow”.
Søndag den 20. marts afholdte FANT det største arrangement, vi indtil videre har afholdt i Sierra Leone. I samarbejde med FC Lion Pride og deres sponsor Harboe, var der først en kæmpe Beach fodboldturnering og efterfølgende en stor koncert på stranden.
Begge dele gik rigtigt godt. Til Beach fodboldturneringen mødte tæt på 100 femmandshold op. Hvert hold spillede mod FC Lion Pride spillere og fik hver en T-shirt, en kasket og en energidrik, hvis de vandt. Men FC Lion Pride har nogle af de bedste fodboldspillere i Sierra Leone, og det lykkedes kun for to hold at besejre løverne.
Jeg vil slutte med at gøre opmærksom på den næste indsamling af tøj, bolde, sko, støvler, computere, mobiltelefoner mm. som skal sendes med en container til Sierra Leone i juil. Foreningerne i Sierra Leone har hårdt brug brug for alt, hvad i kan undvære. Vi har stadig hundredevis af spillere, der møder op til træning i bare fødder eller små badesandaler, og som kun ejer det enkelte sæt tøj, de har på.
Vores ambition er at sørge for, at alle medlemmer af FANT klubberne har sko og tøj, de kan dyrke sport i. Der er stadig lang vej til at kunne indfri denne ambition. Så send endelig en mail, hvis I har mulighed for at bidrage til indsamlingen. Det gør en kæmpe forskel.
De Bedste Hilsner og tak for jeres støtte til vores projekt.
Erik Rasmussen / CEO i FANT
erik@fant.dk , tlf. 71 68 01 14