Politiken-journalisten Jacob Svendsen var en uge i Freetown, hvor han var helt tæt på ebolaens grimme ansigt. Her oplevede han et Freetown, der virkede ganske normal, men hvor uroen ulmede under overfladen.
I en artikelserie beskriver Jacob Svendsen, hvordan Sierra Leone i øjeblikket kæmper en indædt kamp mod ebolaen. I den første artikel, der udkom i weekenden, kan man læse om hans og fotografen Mads Nissens oplevelser i selskab med et af de begravelseshold, der hver dag trodser smittefaren og afhenter døde, der er bukket under for ebolaens grusomhed.
Læs artiklen: En millionbys nedstigning til ebolaens kaos
På reportage-turen til Freetown mødtes Jacob Svendsen også med flere af FANT’s ansatte i Freetown, der viste ham rundt, fortalte om deres oplevelser og også om de initiativer, som de har gang i. For det er et fortvivlet sierraleonsk folk, der venter på et håb. Et håb for en fremtid uden ebola.
– Min generelle fornemmelse er, at folk er stressede. Både på grund af frygten for, hvad sygdommen kan gøre ved dem, men også fordi livet er blevet mere besværligt. Priserne er fordoblede, så det i forvejen stressende liv er blevet endnu mere uforudsigeligt, fortæller Jacob Svendsen.
Han var blandt andet forbi bydelen Aberdeen, hvor foreningsformand Bob Rodgers viste ham rundt. Her mødte han også træneren Mohamed, der i tre uger var sat i karantæne sammen med sin kone og seksårige datter.
– Og de har jo ikke ligefrem iPads til at underholde sig med, så det har været tre utroligt lange uger for dem, fortæller Jacob Svendsen og fortsætter:
– Men mest af alt er folk bekymrede for børnene. De sender dem væk. Ud til de landsbyer, hvor familien oprindeligt kommer fra. De er bange for at børnene skal blive smittede ved at lege med hinanden, for karantænereglerne bliver ikke rigtigt opretholdt, så børnene kan nemt komme i fare. De keder sig og vil helst bare i skole.
Det er ikke kun skolerne, der er lukkede. Det er også forbudt at mødes i større forsamlinger. Eksempelvis vanker der en bøde på 500.000 leoner (ca. 600 kroner), hvis man spiller en fodboldkamp. Et sted, hvor man dog har tilladt folk at mødes er gudstjenester eller bønnemøder i moskeer.
– Folk må ellers ingenting. De må ikke spille fodbold og kan heller ikke komme i biografen og se Premier League-fodbold, som de jo går vildt meget op i. Og det er det, der stresser dem. De får at vide, at der går et halvt år, og så bliver man altså træt. Så man kan da godt blive lidt nervøs for, at der kan opstå uro, hvis regeringen ikke leverer.
Han slutter dog med et par opmuntrende ord.
– Hvis man skal tage de optimistiske briller på, så skal man huske på den sierraleonske historie. De har haft en evne til at komme ovenpå efter at have gennemlevet de værste uhyrligheder, siger han med reference til blandt andet den mere end ti år lange borgerkrig, der sluttede i 2002.
Der vil komme flere beretninger fra Jacob Svendsens hånd i Politiken i den kommende tid. Så hold øje med avisen eller kig forbi www.fant.dk eller FANT’s Facebook-side.