Sportsstjerner vender tilbage til rødderne – se med i Go’ Morgen Danmark

Jonathan Richter og Josephine Touray vender i februar 2019 tilbage til rødderne i Afrika. De skal nemlig til Sierra Leone med FANT, og torsdag den 31. januar toner de frem på skærmen i Go’ Morgen Danmark, hvor de indvier danskerne i de mange af tanker, de har gjort sig forud for rejsen. Jonathan Ricther har...

Jonathan Richter og Josephine Touray vender i februar 2019 tilbage til rødderne i Afrika. De skal nemlig til Sierra Leone med FANT, og torsdag den 31. januar toner de frem på skærmen i Go’ Morgen Danmark, hvor de indvier danskerne i de mange af tanker, de har gjort sig forud for rejsen.

Jonathan Ricther har tidligere domineret grønsværen i Nordsjælland, men i 2009 ændrede livet sig 180 grader for den tidligere boldekvilibrist. Han blev ramt af et lynnedslag under en træningskamp i FC Nordsjælland og lå derefter i koma i 10 dage. Som følge af lynnedslaget mangler han i dag halvdelen af det ene ben, og hans fodboldkarriere sluttede derfor brat.

Som barn boede Jonathan Ricther tre år i Sierra Leone, og det var på daværende tidspunkt et land præget af store uroligheder. Borgerkrigen var på sit højeste i 90’erne i det relativt unge land, der fik sin selvstændighed i 1961. Jonathan Ricthers familie endte derfor med at blive evakueret, og han har ikke været tilbage i Sierra Leone siden de tragiske omstændigheder – men han har aldrig givet slip på drømmen.

Jonathan Richter skal tilbringe uge seks i Sierra Leone, hvor han skal agere ambassadør for FANT’s handicapfodbold ”Flying Stars Amputee”. Alle på teamet har – ligesom Jonathan – fået amputeret et legeme. Men modsat Jonathan finder spillerne stadig glæde i de mange vævre driblinger på grønsværen. Efter den skæbnesvangre dag, hvor Jonathan mistede en stor del af det ene ben, har han ikke villet – eller troet at han kunne spille fodbold – og på trods af hans deltagen i andre handicapsportsdiscipliner, er der for meget sorg og savn forbundet med fodboldspillet. Turen til Sierra Leone bliver derfor en følelsesladet rutsjetur, der sætter perspektiv på både savn og ulykke. Og det vil samtidig være en kærkommen mulighed for Jonathan til at gå en tur ned ad barndommens gader og stifte bekendtskab med den afrikanske kultur.

Ny håndboldkultur

Men Jonathan Ricther er ikke den eneste bold-ekvilibrist, der tager med FANT til Afrika. Josephine Touray, som vi kender for hendes utallige mål fra højre fløjen på det danske håndboldlandshold, har ligeledes rødder i Afrika og vender i februar tilbage. Hun har altid været ked af, at hendes familie i Gambia aldrig rigtig har kunnet forstå, hvad det var for en mærkelig sportsgren, hun dyrkede tilbage i Danmark.

Derfor glæder hun sig til at komme til Sierra Leone i uge seks. FANT har nemlig været med til at etablere en til stadighed voksende og ny kultur for at spille håndbold i Sierra Leone. Det har bevirket, at nogle af fodboldtrænerne i Sierra Leone er blevet interesseret i håndbold, fordi de kan se, hvor mange medaljer Danmark har vundet med en bold i hånden. Det hele startede som et mixed hold af piger og drenge, og her –  to år efter – er det blevet organiseret i to håndboldklubber, hvor flere af spillerne er udtaget til det største privilegie en spiller kan opnå – nemlig at spille for Sierra Leones landshold.

Men forholdene er selvsagt noget anderledes end i Danmark, hvorfor opgaven ikke kan sammenlignes med, hvad Josephine har lavet tidligere. Hun skal nemlig træne og motivere FANT’s håndboldhold på grusbanerne, hvor der ikke er nogle mål, linjer eller trænere, som kender til reglerne. Josephine skal møde nogle unge spillere, der drømmer om en karriere som professionel håndboldspiller. Spillere, som har øjnet muligheden for at dyrke en ukendt sport, og er blevet inspireret af et lille mærkeligt land meget langt væk fra Afrikas tropiske klima.