Min største kamp

Denne artikel er skrevet af Buster Emil Kirchner. En af Fants frivillige, som har været på besøg i Sierra Leone i 2 måneder.   At fodbold er klodens mest vidunderlige sportsgren, kommer på ingen måder bag på mig, men i dag fik jeg det i den grad bekræftet! Det er blevet aften i Sierra Leones...

Denne artikel er skrevet af Buster Emil Kirchner. En af Fants frivillige, som har været på besøg i Sierra Leone i 2 måneder.

 

At fodbold er klodens mest vidunderlige sportsgren, kommer på ingen måder bag på mig, men i dag fik jeg det i den grad bekræftet!

Det er blevet aften i Sierra Leones hovedstad, Freetown. Et land og en by, der i de sidste 25 år har været stærkt udfordret af først en blodig og brutal borgerkrig og siden den dødelige epidemi, ebola, og hvor arbejdsløsheden er på groteske 80 %. Her forsøger fodboldprojektet FANT, som jeg i disse dage arbejder frivilligt for, ved hjælp af fodbolden at bekæmpe fattigdommen og give den hårdtprøvede befolkning håb for en lysere fremtid.

I dag skulle vi på udflugt. Det var min tredje dag i Sierra Leone, og selvom de første to dage i det vestafrikanske land bestemt har været mindeværdige, blev denne dag det uden sammenligning den vildeste og mest emotionelle hidtil. Turen gik til forstaden Waterloo, som ligger ca. en times kørsel fra Freetown. Her skulle vi, en lille håndfuld danske frivillige og jeg, møde det lokale handicaphold, FC Polio, som har taget navn efter muskellidelsen af samme navn, der for længst er udryddet i den vestlige verden, men stadig er at finde i Sierra Leone. Medstifteren af projektet, som samtidig var vores venstrekant, havde advaret os om FC Polios kvaliteter. Vi skulle ikke tage for let på opgaven og undervurdere modstanderen, lød det gyldne råd. Jeg tror dog, at vi inderst inde tænkte, at kampen ville blive en walkover.

Turen i den lille, slidte, røde Peugeot bragte os ud af storbyens værste larm og ud i provinsen. På vejen derud begyndte det at regne så heftigt, at vi for en stund frygtede for, om kampen overhovedet ville blive afviklet. Heldigvis stilnede regnen af, og vi ankom til Waterloo i tørvejr. Det gik hurtigt op for mig, at fattigdommen og elendigheden er mindst ligeså udbredt i Waterloo, som den er i hovedstaden. Små jordhytter, ødelagte veje, børn uden sko, purunge kvinder med spædbørn på ryggen, affald og forfald. Det er ikke altid nemt at bo i Sierra Leone.

Via en snørklet, støvet jordvej og med landsbyens primitive hytter på begge sider af vejen, nåede vi FC Polios kompound, hvor hver spiller har sit eget værelse, og hvor der er fælles køkken og toilet (hul i jorden). Vi hilste på holdets spillere, som alle har forskellige handicap. Nogle mangler ben, andre arme og flere har som følge af polioudbrud deforme lemmer og er nødsaget til at bruge krykker, når de vil omkring. På trods af den besværlige tilværelse var der store smil på læberne og alle var imødekomne.

Vi gik med FC Polios delegerede til det lokale ”stadion” og begyndte opvarmningen foran et talstærkt publikum, som hovedsageligt bestod af lokalområdets børn. Banen var særdeles ujævn, stenhård og på tværs løb et udtørret vandløb. Der var enkelte sporadiske pletter af græs, men langt det meste af underlaget var rødbrunt jord. Målene var i ægte afrikansk stil sammensat af småtynde trægrene, og man kunne med rette frygte for en knækket overlægger, hvis man fik et ordentligt træf på bolden. Målnettene medbragte FC Polio selv, for hvis de lod dem blive på banen natten over, ville de blive stjålet, blev vi fortalt.

En FC Polio-spiller hænger ud ved en bil. Som følge af borgerkrigen er mange sierra leonere i dag amputerede

 

En kommende fodboldstjerne. I baggrunden gør en FC Polio-spiller sig klar til kamp

 

Spillerne medbringer selv målnettene

 

Under opvarmningen fik jeg mine bange anelser for kampen. At spille med fodboldstøvler på et hårdt underlag var nyt og mærkeligt, og bolden havde et akavet opspring på den svære bane. De 28 grader, den høje luftfugtighed og de hundredevis af forventningsfulde tilskuere gjorde ikke nervøsiteten mindre. Vi var kun fire danske frivillige, og måtte låne syv FC Polio-spillere inklusiv deres træner for at kunne stille hold.

Magtdemonstration

Formålet med opvarmningen var simpel: At få føling med bolden på den udsædvanlige bane. De efterfølgende pasninger afslørede, at ligegyldigt hvor upræcist man afleverede bolden til en FC Polio-spiller, formåede vedkommende altid at levere en acceptabel tilbageaflevering og tilmed forblive i fuld balance. Det var sindssygt imponerende at se et menneske på krykker kontrollere sin begrænsede krop på en sådan måde og tilmed håndtere boldens opspring. Alt dette foretaget med et stort smil på læberne.

Og da opgøret først blev fløjtet i gang, stod det hurtigt klart, at der ventede os en svær kamp. FC Polio kunne altså spille fodbold! Rent taktisk var de særdeles velforberedte og havde ladet spillerne uden arme (de bedste på banen) husere på midtbanen, mens krykkespillerne bidrog, men alligevel udgjorde en mindre central rolle. Vores presspil hang overhovedet ikke sammen. Vi havde store kommunikationsvanskeligheder og kunne ikke finde ud af, om vi skulle presse højt eller stille os længere tilbage på banen.

Hurtigt blev det 1-0 til hjemmeholdet. Det var fortjent, for vi kunne ikke få spillet til at køre. FC Polio spillede bolden rundt og lod os løbe mange forgæves meter. Ikke lang tid senere blev det 2-0 og derefter 3-0, inden dommeren efter en halv times spil fløjtede til pause. Øv, det var ikke den start på kampen, vi havde forestillet os, og selvforståelsen var bestemt til mere end et ydmygende nederlag til, i al beskedenhed, handicappede fodboldspillere.

I pausen mødtes vores nederlagstruede hold i en cirkel til en tår (halvanden liter) vand og en teamtalk. Mens vi stod og pustede efter vejret og bekræftede hinanden i, at det var ulideligt varmt, blev vi omringet af de mange fremmødte børn, som alle var interesserede i at se på og røre ved disse hersens hvide mennesker, som var kommet til deres landsby. Hvad angår at være i fokus, fik denne intime oplevelse mine matematikfremlæggelser i gymnasiet til at fremstå som den rene spadseretur. Børnene stod i hobetal og gloede, og alle ville have en highfive eller et kram. Det var intenst.

Under opvarmningen ser vi hinanden an

 

I pausen blev begge hold omringet af de mange tilskuere

 

Magiske Messi viste vejen

Vores angriber, der insisterede på at blive kaldt Messi og har en forvrænget højre fod, der gør, at han udelukkende bruger ydersiden, når han løber og går, var i pausen efter dommeren, som i øvrigt bar en rygsæk, mens han dømte kampen. Messi mente, at dommeren havde overset op til flere tilfælde af ”hands” de gange, hvor bolden havde ramt en krykke. Dommeren ignorerede med et kækt smil Messis henvendelse, men angriberens ophidselse efterlod ingen tvivl om, at et nederlag ikke ville blive accepteret.

Efter sidebyttet var alt forandret. Uden at skele for meget til en legendarisk Champions League-finale i Istanbul i 2005, kan jeg hurtigt konstatere, at ligheden mellem de to opgør er slående!

Det skal være uvist, om det var det livsvigtige væskeindtag i pausen, der blev afgørende, men i hvert fald blev anden halvleg en helt anden fortælling. Vi fik langt mere plads at boltre os på, og Messi lod sin ophidselse gå ud over modstanderen. Vores hold fandt ud af, at denne aggressive, fodboldglade mand blot skulle have en lang bold at arbejde med, så kunne han skabe mirakler ud af ingenting.

Og det gjorde han. Først med målet til 3-1, hvor Messi snørede det halve forsvar, og siden med identiske scoringer til 3-2 og 3-3, hvor Daniel, som han egentligt hedder, legede kispus med FC Polios forsvar og igen fik netmaskerne til at blafre.

Efter hver af disse forrygende solopræstationer blev banen stormet af utallige børn (og måske også en håndfuld entusiastiske voksne), som fejrede målet på nogenlunde samme måde, som Liverpools fanatiske supportere gjorde det, da Xabi Alonso for efterhånden mange år siden bragte balance i regnskabet på en lun forårsaften i Tyrkiet. Euforien ville ingen ende tage, og jeg kunne ikke undgå at storsmile og føle mig som en del af noget helt specielt. Men der var mere i vente.

 

Hvis der var et tag, havde det løftet sig

Vi var i den grad i teten. Alt, hvad vi rørte ved, blev til guld, hvorimod hjemmeholdet famlede efter første halvlegs storspil. Personligt var jeg også godt kørende og havde flere gode aktioner. Jeg havde vænnet mig til varmen og udviklede mig i løbet af kampen, en smule overraskende, til en boks-til-boks-spiller. I første halvleg havde FC Polios enarmede midtbanespillere domineret stort, men nu bød vi dem op til dans. På et tidspunkt havde jeg sneget mig med frem, og til mit held gav målmanden en ripost på Messis venstrebensskud. Bolden dumpede ned for fødderne af mig, og min Jon Dal-inderside var nok til at bringe os foran 3-4 og fuldende det ellers utænkelige comeback!

Messi, vores nummer 27, gik målamok og leverede tre flotte scoringer

 

Undertegnede, her med bolden på fødderne, udkonkurrede i anden halvleg de armløse midtbanespillere fra FC Polio

 

Efter Messis tre flotte scoringer og deraf følgende jubelscener fra tilskuerne, havde jeg ikke troet, at det kunne blive meget større, men jeg tog fejl. For en kort stund var det som om, at tiden gik i stå. Min scoring fremkaldte et jubelbrøl større end de foregående, og børn af alle aldre løb hujende ind på banen og omringede mig og mine holdkammerater, hvad enten de var sorte eller hvide, handicappede eller ikke-handicappede, og fejrede os som helte. Det var en ubeskrivelig følelse at stå der og lade sig tiljuble af fremmede, afrikanske børn og dele den unikke og umiddelbare glæde, som fodbold mere end noget andet kan frembringe.

Men glædesrussen kunne ikke fortsætte ud i den uendelige. FC Polio gav bolden op, og ikke lang tid senere lå bolden i målnettet bag vores sagesløse keeper. Øv, vores selvtilfredshed var blevet straffet: 4-4!

Glæde: Banen stormes af områdets børn efter scoring

 

Straffesparkskonkurrence og to vinderhold

Snart efter udligningen fløjtede dommeren kampen af, og det hele skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Alle samledes bag det mål, hvor sparkende blev foretaget. I målet kæmpede to frygtløse, fysisk begrænsede målmænd om at holde boldene ude af nettet, men det var nemmere sagt end gjort, og de fleste straffesparksforsøg resulterede til tilskuernes store begejstring i mål. Jeg havde ikke hverken tommestok eller målebånd ved hånden, så det skal forblive uvist, om sparkene blev foretaget fra de traditionelle 11 meters afstand. Jeg tror det ikke, men pyt nu være med det. Efter en længere, smådramatisk straffesparkskonkurrence kunne vores mandskab til syvende og sidst løfte armene over hovedet og fejre en ikke-ufortjent sejr, hvorefter landsbyens beskidte, fattige og livsglade børn for, jeg ved ikke hvilken gang, løb på banen for at være en del af festen! Normalvis er jeg et konkurrencemenneske uden lige, men i dag var resultatet underordnet. For uanset om vi havde vundet eller tabt fodboldkampen, havde jeg været en del af noget helt og aldeles unikt.

Efter at have givet de sidste håndtryk til de mange børn og godtfolk, gik vi samlet tilbage til FC Polios kompound ad den samme beskedne jordvej, som vi var kommet af, alt imens børnene flokkedes om at holde de fremmede, hvide i hånden. Med et barn i hver hånd blev jeg ramt af en pludselig lykkefølelse, som sjældent oplevet. I Sierra Leone er der nemlig ikke meget social understøttelse til de mange amputerede krigsofre fra den udmattende borgerkrig (sluttede i 2001), og oftest er disse mennesker nødsaget til tiggeri og et uværdigt liv på gaden, men i dag ved middagstid i Waterloo var rollerne for en stund byttet om. De handicappede var i fokus, og med bolden på fødderne blev de omdrejningspunktet for dagens indiskutabelt største begivenhed i Freetown-forstaden. De blev tiljublet og beundret, og hvad vigtigst var, anerkendt af et samfund, der ellers ikke værdiger dem et blik.

 

Messi tordner sit straffesparksforsøg i mål!

 

Det obligatoriske holdbillede efter kampen. Begge hold havde noget at fejre!

 

Jeg snakkede efter kampen med FC Polios spillere, og de håber på trods af deforme – og i flere tilfælde manglende – lemmer at opnå en fodboldtilværelse i udlandet. ”Har Danmark ikke en professionel handicap-liga”, blev jeg spurgt om, og jeg nænnede ikke at sige nej, men svarede i stedet, at den kan FC Polio da være med til at starte. Så længe man har håbet, så har man da noget.

Tilbage på bagsædet af den røde Peugeot havde vi ikke mange ord at udveksle med hinanden. Oplevelsen havde rørt os alle, og mens vi svedige og trætte atter nærmede os Freetowns mylder og mørket langsomt faldt på, gik det op for mig, hvor fantastisk en sport fodbold egentligt er…

Arkiv
Tilmeld nyhedsbrev