FANT på Folkemødet

FANT arrangerer et debatoplæg på Folkemødet lørdag den 13. juni kl. 17.30 i Det Globale Telt. Debatten tager inspiration i FANT’s arbejde i Sierra Leone, hvor vi gennem oprettelse af idrætsforeninger arbejder med udvikling i lokalsamfund. Kort fortalt skal vi debattere fodboldens kunnen i et dansk udviklingsperspektiv – hvorfor skal vi i Danmark støtte op...

FANT arrangerer et debatoplæg på Folkemødet lørdag den 13. juni kl. 17.30 i Det Globale Telt. Debatten tager inspiration i FANT’s arbejde i Sierra Leone, hvor vi gennem oprettelse af idrætsforeninger arbejder med udvikling i lokalsamfund.

Kort fortalt skal vi debattere fodboldens kunnen i et dansk udviklingsperspektiv – hvorfor skal vi i Danmark støtte op om projekter, der arbejder med fodbold i udviklingslande. Hvad er det en fodbold kan skabe mellem mennesker, og hvordan kan vi udnytte denne ressource i udviklingsarbejde?

Ideen er at tage udgangspunkt i to dele af fodboldens fantastiske egenskaber: Foreningskulturen og fællesskabet.

Når vi debatterer foreningskultur skal der ses nærmere på, hvordan det at danne idrætsforeninger kan være en demokratiseringsproces på græsrodsniveau. På samme måde som dannelsen af fagforeninger, er idrætsforeninger en bottom-up udvikling, der samler folk med fælles interesser og målsætninger.

Men fodbold kan langt mere end det. Fodbold kan fremme gode relationer mellem forskellige samfundsgrupper i en platform af glæde og fællesskab. FANT har oplevet, hvordan en fodbold kan nedbryde barriere mellem mennesker – hvordan en bold kan forandre verden. Vi skal diskutere, hvorfor netop denne kvalitet er vigtig i et udviklingsperspektiv.

Debatpanelet består af følgende:

  • Næstformand i SF Signe Munk
  • Udviklingsordfører i Venstre Jakob Ellemann-Jensen
  • Udviklingsordfører i Socialdemokraterne Mette Gjerskov
  • Sekretariatsleder hos OMBOLD Martin S. Pedersen
  • Medstifter af RelationshusetGekko Jan Køhler

Ordstyrer:

  • TV2’s udenlandskorrespondent Rasmus Tantholdt

Vi glæder os til at se dig på Bornholm.